Maiken Christensen: Interview med maleren åse Højer 1999

Der er højt til loftet og langt til ydervæggene i atelieret på toppen af
baghuset på Østerbro, som maleren åse Højer deler med to kolleger. Men
hun har også brug for plads. Først og fremmest til sine malerier, både
de færdige og de mange ufærdige, de store og de lidt mindre. Til skoven
af pensler og skrabetingester, til kludene og de gamle aviser. Til det
hav af farvetuber, som giver maleren Åse Højers tanker, følelser og
erindringer mæle. Og til skitserne med strøtankerne og de mange
finurlige ting, der sætter sit præg på lokalet og som uden tvivl
alle sammen rummer en oplevelse og en vigtig erindring, som hun kan bruge
i sit maleri.

For mig giver arbejdet først mening, når der indgår en undersøgelse
eller et eksperiment.
Ellers er det jo bare en maskinel proces, og hvordan får jeg så fortalt
den historie, der er så nødvendig at få fortalt? Jeg er nemlig
overbevist om, at netop i historien finder vi vores fælles menneskelige
navlestreng. Det er jo den måde, vi kan orientere os på i forhold til os
selv og vores omgivelser - billedet er en uudtalt tanke - en energistrøm
- som set, sådan i et lidt større perspektiv, er mit mål for det
absolutte maleri. Arbejdet hen imod det bygger på erindringer og
erfaringer. Frem for alt skal det være sjovt, spændende og udfordrende
at male, ellers giver det ingen mening for mig.

Hvad kendetegner det maleriske univers, du arbejder i? Og hvad er det,
der driver værket?
Det er hele tiden er en undersøgelse en "ah-ha-oplevelse",  jeg kaster
mig ud i. Og det er farverne, der er omdrejningspunktet. Nogle af mine
billeder er disponeret og bygget over temaer, som jeg har lyst til at
dreje lidt og give mine egne farver. Normalt starter jeg så med at
lægge farven op på lærredet gerne med store armbevægelser.
Spørgsmålet melder sig straks: "Hvor langt kan den ene farve strække den
anden og hvad fortæller de hinanden?" Og så begynder historien faktisk
der, fordi måden jeg lægger strøget op på, inspirerer til det næste
strøg og efterhånden kommer så tonerne. 

Men det er stadigvæk en historie i farver?
Ja, den starter i farverne, og så begynder jeg at komponere: at søge
efter linier og niveauer. Jeg leder ofte efter horisonter. Man kan bruge
den metafor, at arbejdet helst skal foregå på grænsen mellem land og
hav: præcis der, hvor man slipper, men alligevel har en tå tilbage på
jorden eller i vandet. Dér er den magiske linie og lyset er særlig
stærkt netop på stregen! Og så arbejder jeg altid i flere planer, for
jeg vil gerne have, at man skal kunne gå ind i billedet.

Hænder det så ikke at du slipper horisonten?
Ja, og nej. Men set over en periode afspejler mine billeder nok "en
slippen af" horisonten. Tidligere arbejdede jeg med dyr, fugle. Jeg var
nødt til at have fugle i mine billeder. Når jeg ser tilbage, er det
klart, at det havde noget med mig selv at gøre - mit liv og mine drømme
måske. Og det blev så at flyve, for så følte jeg mig let og fri Ð eller
i hvert fald  følte jeg, at jeg bevægede mig fremad. Fuglen var nok et
symbol på bevægelse - og i de år rejste jeg meget og arbejdede også på
mit atelier i Spanien i længere perioder. - Så på et tidspunkt begyndte
fuglene at flyve væk, og til sidst kunne jeg ikke male fugle længere Ð
det var komplet umuligt. De sidste fugle, jeg malede, var på et
bestillingsarbejde, og det tog mig uendeligt lang tid at få færdigt. De
var simpelt hen fløjet - fuglene. Det var interessant at opleve en så
tydelig afslutning på denne "fugle-epoke".
                      Efter fuglene blev det figuren - ansigtsløse figurer. Jeg arbejdede
stadig meget koloristisk, men nok mindre konkret og med ønsket om at
opnå større kontrol over farvernes indbyrdes samhørighed og forskelle.
Nok slap jeg "horisonten" men det helt abstrakte billedsprog blev det
endnu ikke til. I stedet for at bruge geometrisk lukket form, valgte jeg
at bruge den harmoniske form, kroppen har - ikke konkret med som objekt
med vægt og fylde. Den anonyme form af den menneskelige figur blev
udgangspunktet for historien i maleriet. Og sådan er det stadig - af og
til får mine kroppe og ansigter identitet andre gange fremstår de som en
abstraktion. Med andre ord kan du stadig skimte "horisonten" i nogle af
mine malerier i andre er den væk. Nogle gange ender maleriet som et
billede af noget og andre gange et billede på noget.

Jeg ved, at du og din familie har haft hus i Andalusien i de sidste 15
år. Hvordan har det påvirket dit maleri og dine farver?
Selvfølgelig har Andalusien påvirket mit maleri meget, både hvad angår
farve og indhold, og det skyldes ikke mindst de dramatiske bjerge, det
pragtfulde lys, den rene klare luft og den herlige fred. Tidligere
oplevede jeg, at når jeg fik billederne hjem til Danmark, virkede
farverne utroligt pågående. Når jeg malede dernede, måtte jeg bruge
meget rene farver og meget store kontraster for at fremkalde det, jeg
søgte, i motivet. Når billederne så kom med hjem til Danmark, brød de
markant med den danske gråtoneskala og stod meget stærkt, ind imellem
for stærkt. Men det forhold har efterhånden forandret sig. Jeg holder
stadig meget af de stærke farver, men jeg er nu blevet bedre til at
tæmme og modellere dem lidt mere - det har ligesom givet lidt mere
harmoni i malerierne.

Du mediterer har det betydning for dit maleri, eller er det blot en
del af din hverdag? 
Meditation er en stor del af mit liv og derved selvfølgelig også
forbundet med maleriet. Jeg tror ikke de to ting kan adskilles.
Meditationen er en stor hjælp i livet. Den medfører en større
koncentration, en større tolerance, og hvis maleriet er gået lidt i
"hårknude", hjælper det ofte at sætte sig hen og meditere i 20 minutter.
Så sker det ikke så sjældent, at billedet på det nærmeste hjælper sig
selv videre - formulerer sig selv igen.

Hvor kommer det religiøse strejf, der er i mange af dine billeder, fra?
Om jeg er religiøs i traditionel forstand ved jeg egentlig ikke, men det
er klart for mig, at det at male er ensbetydende med at søge - og så
måske også søge svar på de store og små spørgsmål i livet. Og som tiden
går bliver livets store spørgsmål vel mere og mere virkelige for én.
Siden er jeg til stadighed løbet ind i de for mig rette mennesker, der har
kunnet tilfredsstille min nysgerrighed på dette punkt. Det skal ikke
forstås sådan, at jeg har fundet de vise sten. Men jeg føler mig meget
tryg netop her, hvor jeg står i dag. Stadigvæk med samme lyst til livet,
for det er blandt andet denne lyst, der sammen med nysgerrigheden er
drivkraften Ð også i maleriet.
                      For et par år siden deltog jeg i en dejlig udstilling i Øksnehallen i
København, "Under Anden Himmel".  Det var en stor udstilling med 80
kunstnere fra hele verden, hovedsageligt eksilkunstnere. Det var
vidunderligt at se så mange forskellige udtryk på n gang. På trods af
forskellig religiøs og ikke-religiøs observans oplevede jeg en universel
energi i mange af værkerne. Når det kommer til stykket, er kærligheden
jo den eneste skabende kraft her i livet. Kunst skabes efter min mening
gennem kærlighed og kunsten søger sandheden for at finde friheden måske i
sidste ende for at finde Gud, det guddommelige eller hvilket ord
man nu vælger at bruge.

Hvem er dit store forbillede?
En af mine store "helte" er bl.a. den store maler Edvard Weie. Gennem
hele livet forsøgte han at aftvinge farven dens ypperste karakter for
derved  med enkle strøg at fortælle maleriets historie og stemning.
Denne sublime beherskelse af farven kan give mig hjertebanken. Han var
en meget stor kolorist.

Hvad er dine kunstneriske visioner, dine mål?
Mine mål er at opnå en dyb forståelse af farvens væsen og få fortalt
historien med så enkle virkemidler som muligt. Det er en besættelse at
være udøvende kunstner, man er til stadighed besat af, i mit, tilfælde,
billeder. Jeg tror at man må prøve at være tidløs i sin tid. Jeg kan ikke
adskille mig som skaber og billedet som skaber sig selv - det er meget
flydende. Overgangen fra farven til historien er altid meget fin. Det er
næsten som at læse en god roman, man tror altid at man aner, fornemmer,
i hvilken retning historien vil tage, men så hænder det jo ligeså ofte
at slutningen er dejlig overraskende. Sådanne er det også med maleriet,
Mine malerier er aldrig serier. Hvert maleri har sin egen personlighed
og historie.
Så min drøm som kunstner, er fortsat at være nærværende og
eksperimenterende. At starte morgenen til tonerne af, f.eks., Aubrûne
eller Maria Callas, og så lade de nye store lærreder blive fyldt til
deres horisont med føleaser og fortællinger - hvad kan man ønske sig
mere?